2012 – fantastisk år for Royal Garden Jazzband
Året 2012 blev et fantastisk år for Royal Garden Jazzband med ikke mindre end næsten 30 koncerter . For første gang på Snake City Jazzfestival i Slangerup og for første gang under bøgene – og egene – på Carlslund I Fruens Bøge i Odense. Her var successen så stor, at vi på stedet blev hyret til 2013 – helt nøjagtig lørdag den 10. august.
Og det er netop i den Voigtske Gaard i Faaborg filmen her ved siden af starter. Den fortsætter så til Love In Festivalen på den skønne Skarø i det sydfynske øhav, til en regnfuld, men meget velbesøgt havnekoncert i Ry, ”Cafeen” på Bønnerup Strand og den allerede nævnte store succes på Carlslund i Odense.
Med på filmen er ikke de mange andre koncerter i Faaborg og Hvedholm Slot uden for byen, open by night i Rønde på Djursland, træskibet Castor i Bogense Havn, Ebeltoft Jazzklub i Lyngsbæk ved Femmøller, Stenalt Marked på godset af sammen navn ved Ørsted på Djursland, Grenå Bibliotek, Jazzfestivalens Venner på Hotel Stauning Fjord, Jazzklub 93 i Holstebro og Dronningens Ferieby i Grenå.
Herunder kan du se glimt fra – og måske genopleve en eller flere af de mange engagementer. Vi har jo den fornøjelse, at nogle af vores trofaste fans følger os til flere koncerter.
Under et privat arrangement i Dronningens Ferieby den 24. november var orkestrets første trombonist fra 50’erne med, nemlig Steen Ovesen. Han spiller dog nu trompet – her midt i billedet. På basun er det Botha Christensen – til venstre – fra Arosia, stand-in for Royal Garden Jazzbands faste trombonist, Bob Ekman.
Royal Garden Jazzband spillede for første gang i Jazzklub 93 i Holstebro på Kielgasten lørdag den 17. november til frokostjazz. Begejstringen var – som sædvanlig – stor blandt publikum, så måske ses vi i det vestjyske igen en anden gang.
Dagen derpå i Grenå – lørdag den 13. oktober – efter Open by Night havde Grenå Bibliotek arrangeret jazz-brunch med Royal Garden Jazzband. Det planlægger biblioteket at gøre igen i 2013.

Af gode grunde er det altid bandets tre blæsere, der står i front. Denne gang gør vi en undtagelse. Da træder to fra anden række i rytmegruppen frem, fordi de spillede på lokal grund, nemlig Djursland. Så her ses pianisten Svend Frandsen fra Grenå og den helt lokale bassist, Flemming Seiersen fra Ørsted. (foto: Preben Heide)

Arrangørerne, Fjordby Netværk, havde indkøbt et specielt markedstelt til jazzen på Stenalt Marked. Her spillede Royal Garden Jazzband, så det kunne høres over hele markedspladsen. (foto: Preben Heide)

Royal Garden Jazzband spillede for adskillige hundrede mennesker på Torvet i Faaborg søndag den 2. september, da et stort tysk krydstogtskib, “M/S Deutschland” anløb den sydfynske by. Begejstringen var stor hos de mange tilhørere. Både hos de “indfødte” og hos krydstogtsgæsterne. Bandet har opnået stor popularitet i Faaborg med ikke mindre end fem optrædender i år. Lige så mange ser det ud til at blive næste år i “Den Voigtske Gaard” – lørdagene den 29. juni, 6., 13., 20. Og 27. juli 2013 kl. 11.00

Sydfyns Avisen skrev bl.a.:
“Royal Garden Jazzband havde et godt tag og god kontakt med de mange, der nød den solbeskinnede dag. Det var en god søndag krydret med swingende jazz”.

For første gang spillede Royal Garden Jazzband på Sjælland, nemlig på Snake City Jazzfestival i Slangerup fredag den 24. august. Det var jo nok værd at flage for, og det gjorde vi så, og publikum var da også meget begejstrede. Bl.a. en repræsentant fra jazzklubben i Holstebro, der vil have os derop at spille. Det gør vi så.

Og vi fik besøg af Slangerup street-paraderne. Det medførte selvfølgelig en jam-session og en afskedsasalut fra Royal Garden Jazzband med ”Ory’s Creole Trombone”. Fortræffeligt spillet af vores basunist, Bob Ekman.
Her er det dog Royal Gardens Jazzbands klarinettist, Per Nørbach, der duellerer med arrangøren af Snake City Jazzfestival, Jørgen Christensen.

Rammerne var idylliske, da Royal Garden Jazzband for første gang spillede i Ebeltoft Jazzklub lørdag den 18. august i gården Lyngsbæk på Mols. Det var flot vejr, så bandet kunne heldigvis spille afskærmet fra solen i den gamle gårds fredede vognport.

Det talstærke publikum nød den dejlige sommerlørdag med medbragt madkurv i Lyngsbæk. Og de blev der til sidste trut i trejde sæt. Eller rettere sagt de stemningsfulde toner fra Per Nørbach’s klarinet i ”The Old Viking”, Fessors hyldest til afdøde Papa Bue. Det er blevet en tradition i bandet, at vi slutter med den som ekstranummer efter kendingsmelodien, ”Royal Garden Blues”.

Indtil nu har Royal Garden Jazzband spillet en række steder i denne sommer i både blæst, regn og sol.
Tre koncerter er det blevet til i Den Voigste Gaard i Faaborg i regn og sol. Arangørerne ville gerne have haft os alle fem lørdage i juni og juli, men vi var engageret andre steder, men Royal Garden Jazzband kommer igen næste år.

På det hæderkronede jazz-spillested, restaurant Carlslund i Fruens Bøge i Odense høstede Royal garden Jazzband den 21. juli stor hæder for sin første optræden her. 4-500 mennesker hyggede sig under bøge- og egetræerne, og dansegulvet var besat alle tre timer fra først til sidst. Også en tradition med dans til jazzen en lørdag eftermiddag. Arrangøren, restauratør Henning Engstrøm, besluttede på stedet efter den store succes, at Royal Garden Jazzband skal spille igen næste år på Carslund – det bliver lørdag den 10. August kl. 14.00.

For første gang blev der spillet jazz på den nyrestaurerede “Cafeen” i Bønnerup torsdag 19. juli. Men der var sådan en almindelig torsdag eftermiddag fuldt hus og stor begejstring blandt de knap 100 gæster, så det er ikke sidste gang, cafeen binder an med Royal Garden Jazzband. Om aftenen gav orkestret koncert på Torvet i Rønde.

Rigeligt regn blev det til onsdag den 18. juli ved de traditionsrige havnekoncerter i Ry. Men de flere hundrede tilhørere havde bevæbnet sig med paraplyer og regntøj og blev indtil det sidste trut. “Den her fantastiske musik, kan vi da ikke gå fra”, sagde de. Og det gjorde de heller ikke . Se “Anbefalinger”

På Love In festivalen på Skarø i det sydfynske øhav den 12. og 13. juli var der både regn sol og blæst. Ikke mindst i den lille båd på vej over fra Ballen Havn på Sydfyn og til Skarø. Omkring 700 festivaldeltagere var der i for det meste fine vejr, og de hyggede sig. Mange af dem havde ikke hørt traditionel jazz før, men var meget begejstrede.
Royal Garden Jazzband startede sommersæsonen 2012 med at spille for de kongelige – for andet år i træk – og en tusindtallig skare på Torvet i Faaborg, da dronningen besøgte byen den 6. juni. Det blev en stor succes med masser af skolebørn blandt tilhørerne. Børnene dansede og sang til den glade og swingende jazzmusik, så måske er der håb for New Orleans-jazzens fremtid at dømme efter børnenes begejstring for musikken.