Af PREBEN HEIDE

For første gang siden midt i 1970’erne sejlede der igen en færge fra Nykøbing Mors til Glyngøre i anledning af Royal Garden Jazzbands 50 års jubilæum. Her tre af bandets medlemmer fra venstre: Tony Christensen (banjo), Per Nørbach (clarinet) og Kai Verdelin (trompet) og et tv hold fra TV2 MidtVest

Royal Garden Jazzband – minus pianisten, Svend Frandsen, der optog en videofilm – og et hold fra TV2 MidtVest

Mange benyttede lejligheden til en sjælden færgetur mellem Nykøbing og Glyngøre. Den første i 30 år. Her Per Nørbach og Tony Christensen ved et af bordene ombord

Royal Garden Jazzband – minus 1 på færgen Stenøre, der til dagligt sejler til Fur

Et historisk billede: For første gang siden 1961 er tre af de oprindelige medlemmer af Royal Garden Jazzband samlet. Det er Erik Bendsen Poulsen (clarinet), Flemming Seiersen (bas) og Kjeld Lyngsøe Jensen (trompet). På klaver er det Poul Lauridsen, der spillede i et andet jazzband i Nykøbing i de glade 50’ere og trommeslageren John Tousig, der på et senere tidspunkt overtog trommernei Royal Garden Jazzband

To af de gamle, Erik Bendsen Poulsen og Flemming Seiersen, foran en gammel plakat for et arrangement med bandet i sin tid

Andre gamle Nykøbing-musikere fandt også vej til scenen på Belle Epoque:
Fra venstre Poul Lauridsen, Jørgen Degn, Hans Jørgen Bak og Hans Colding

Og så blev der drukket økologiske Thy-pilsnere til den økologiske jazz den 11. og 12. august 2006 på Belle Epoque i Nykøbing Mors. Succesen gentages til næste år i august
Smededrengen fra Nygade, bassisten Flemming Seiersen, havde sat sig for, at 50-året for stiftelsen af Royal Garden Jazz Band skulle fejres med musik.
Sammen med restauratør Søren Danielsen på Belle Epoque lykkedes det at få affyret en swingende tretrins raket, der ramte præcist, hvor den skulle: i Danmarks modstykke til New Orleans.
Af jazzelskere omdøbt til New Town.
Velfornøjede mænd, lidt tynde i toppen, med gråskæg på hagen og smukke runde maver gik i spidsen, pigerne fulgte trop med smil på læben og rytme i hofterne, og lørdag aften ved midnatstid var der trængsel på dansegulvet i færgebanegårdens gamle ventesal – akkurat som for 50 år siden i Håndværkerforeningen.
– Det er fantastisk. Jeg var naturligvis spændt på, om det ville lykkes at puste liv i jazzklubben og de gamle jazzelskere, men da jeg lørdag aften bad om en tilkendegivelse fra dem, der som unge havde været i Royal Garden Club, var der markering fra næsten halvdelen af publikum, siger Flemming Seiersen.
Han er den eneste fra dengang, der endnu er med, og han har siden 1991 været kapelmester i Royal Jazzband. Som fritidsbeskæftigelse.
Professionelt er han journalist og landmand.
Fredag aften inviterede han til jam session på Belle Epoque.
Ni af de gamle drenge gik på scenen og genskabte stemningen fra dengang, da lyst, humør og spilleglæde bragte orkestret frelst gennem de vanskeligste fraseringer.
Mens byens musikalske nestor, trompetisten Kjeld Lyngsøe Jensen, og klarinettisten Erik Bendsen Poulsen førte de gamle musikalske venner gennem jazz-standarder som “On the sunny side of the street”, samledes mange af de andre ved fadølsbaren.
Nu skal man nemlig ikke spørge om lov.
Men i 1956 var klubben forsigtig med sit rygte. Det kunne let plettes af alkohol.
Under pseudonymet “p” (Preben Heide) kunne man læse om klublivet: “Sodavand, ikke øl. Ikke bohemeagtig vildskab, men artig opførsel, uden at der dog af den grund lægges en dæmper på livsglæden.”
Også i 2006 må vi erkende, at man kan dyrke jazz uden øl og tobak.
Men det bliver derefter.
For medlemmerne af Royal Garden Jazz Band blev det en flittig weekend.
De lagde ud fredag aften med jazz-jam og spillede lørdag formiddag om bord på færgen “Stenøre”, der gik som riverboat mellem Nykøbing og Glyngøre.
Bagefter var der et par timers frokostjazz på kajkanten og endelig lørdag aften godt tre timers jazz band ball på Belle Epoque. Royal Graden Jazz Band kommer til Nykøbing igen i oktober.
Bandet skal spille ved gymnasiets årsfest.
Royal Gardens 50 års jubilæum fejres i Nykøbing Mors i august 2006
Det er i år 50 år siden, at syv drenge i 14 års alderen i FDF’s orkester i Nykøbing Mors tog de første skridt til det senere Royal Garden Jazzband. Det første orkester hed New Town Seven, som senere blev til Royal Garden Jazzmen og i dag Royal Garden Jazzband.
Begivenheden fejres med en række arrangementer i Nykøbing den 11. og 12. august 2006.
Det er restauratør Søren Danielsen på Restaurant Belle Epoque på havnen i Nykøbing Mors, der står bag jubilæumsbegivenhederne. Og det kommer i ordets bogstaveligste forstand ikke til at gå stille af.
Royal Garden Jazz-men i Nykøbings Mors Kommunale Gymnasiums lovsangssal i anden halvdel af 1950′erne.
Fra venstre det eneste tilbageværende medlem fra dengang:
bassisten Flemming Seiersen, efterfulgt af
basunisten Hans Jørgen Sejersen,
trommeslageren Harald Degn Pedersen,
banjospilleren Svend Knudsen,
klarinestisten Erik Bendsen Poulsen og
trompetisten Kjeld Lyngsøe Jensen.
Jam-session med gamle musikere
Fredag den 11. august lægges der ud med jam-session på Belle Epoque. Her kommer der også en række andre musikere fra 50’erne og 60’erne og jammer sammen med Royal Garden Jazzband. Alle kan deltage. Der vil være klaver, bas og trommer til rådighed.
Færgerute genoplives med musik og fest
Lørdag er der lagt op til en anden historisk begivenhed. Indtil i 70’erne sejlede der en færge fra Nykøbing til Glyngøre fra et færgeleje kun et par meter uden for vinduerne i Restaurant Belle Epoque. Denne færgerute genoplives for en dag med jazzbandet med på den første tur kl. 10.30. Også på havnen i Glyngøre bliver der fest med musik og skaldyr og fisk på grillen. Det lokale museum åbner en særudstilling, hvor der bliver fortalt om færgen og jernbanen.
Frokostjazz på kajkanten og jubilæumskoncert
Der fortsættes med frokostjazz på kajkanten i Nykøbing ved Belle Epoque kl. 12.00 med Royal Garden Jazzband. Der bliver byvandring og demonstration af Morsø-jollen og kajak-udlejning. Kl. 18 serverers den store Belle Epoque-buffet. Kl. 21.00 går Royal Garden Jazzband på scenen med jubilæumskoncerten.

Dette herlige visitkort er orkestrets første
Royal Garden Jazzclub genåbnes
Og det er ikke kun færgeruten Nykøbing-Glyngøre, der genåbnes for en dag. Det gør Royal Garden Jazzclub også. Som i de gode gamle dage med rødternede duge og stearinlys i flasker på bordene. I sin tid var bandet husorkester i den gang en af landets største jazzklubber. Hvem husker ikke klubaftenerne hver anden torsdag aften på 1. sal i Håndværkerforeningen. Her spillede husorkestret for en øl eller to for et par hundrede unge i islandske sweaters og fløjlsbukser for at skaffe penge til at få de store jazz-navne til Limfjordsøen. Restauratør Søren Danielsen har fundet gamle effekter fra klubbens første år. Der bliver kun plads til 100 til klubaftenen, og over halvdelen af billetterne er allerede solgt.
Der vil under festlighederne blive solgt CD’ere med Royal Garden Jazzband, så der kan bringes et minde med hjem om de “gode, gamle dage”.
De resterende billetter til både jam-session fredag aften og til jubilæumskoncerten lørdag kan bestilles på:
Telf. 97 72 31 00 – mail: info@belleepoque.dk
Den gamle journalist kommer også
Og for at fuldende nostalgien fra 50’erne kommer den gamle lokal-journalist fra Morsø Folkeblad også. Det er Preben Heide, der også i år kan markere 50-året for sin ansættelse på avisen. Han vil skrive både om den gang og jubilæumsbegivenhederne i august i Morsø Folkeblad. Avisen har allerede taget hul på festlighederne med en række artikler om jazzklubben og bandet.
Se også:
www.mors-tourist.dk – og klik ind under “Begivenheder” og “Spisesteder” – Belle Epoque.