Musikernes historie

Royal Garden Jazzband – tilbage til 1949

Nej, du tror det ikke, når du hører Royal Garden Jazzbands livsglade og swingende musik, men historien om orkestrets medlemmer går faktisk helt tilbage til 1949. Da begyndte den ældste i bandet at spille jazz. Gæt hvem, det er, når du hører orkestret.

Andre fulgte i 50’erne og 60’erne og i 90’erne og nu i 2020. Royal Garden Jazzband startede i 1956 i Nykøbing Mors som et showorkester og blev til et jazzband med 6 drenge fra byens FDF’s orkester.

 

Poul Helge Hansen – trompet og sang
Poul Helge Hansen begyndte at spille for over 60 år siden. Han startede med althorn i DUI’s orkester i Bogense. For alle sine konfirmationspenge – ca. 450 kr. – købte han i 1955 sin første trompet.

Det begyndte ved lejrbålet
Allerede året efter gik det løs med jazzen i jazzorkestret Sea Star Band. Her optrådte Poul Helge Hansen for første gang offentligt i 1957 ved et lejrbål på campingpladsen i Bogense. Efter nogle udskiftninger i bandet sluttede det med at hedde Bourbon Street Paraders.

Startede jazzklub
I 1958 var han med til at starte den hidtil eneste jazzklub i Bogense, Sea Side Jazzclub. Han var også som formand for klubben med til at lukke den igen tre år efter, da det gik stærkt tilbage for alle landets jazzklubber efter Tommy Steeles og Elvis Presleys indtog på verdens musikscener. Jazzklubben blev lukket med maner, nemlig med Papa Bue.

I gang igen i 1993
Derefter blev det til en lang pause – i hvert fald i orkestersammenhæng – indtil Poul Helge Hansen kom med i Suburban Jazzband i Odense i 1993. To år efter, Royal Garden Jazzband blev genstartet. I Surburban har han spillet uafbrudt siden sammen med fem andre musikere. Siden 2005 har Poul Helge Hansen også spillet i The Farmers Incredible String, Rythm and Horn Band.

Enkelt og melodisk
Det første forbillede som trompetist var selvfølgelig Louis Armstrong, men også Papa Bues Orkester i bandet storhedstid har Poul Helge Hansen lyttet meget til. I dag er det trompetisten Anders Bjørnestad i det norske Magnolia Jazzband, der er inspirationen for ham til et enkelt og melodisk trompetspil.

Poul Helge Hansen er uddannet maskinarbejder og maskintekniker og er nu folkepensionist. Han bor i Odense C. Telf. 61 79 20 69 – mail: hanneogph@stofanet.dk

 

Ole Fjord Nielsen – klarinet og tenorsaxofon
Ole Fjord Nielsen er fra Nørre Nebel i Vestjylland. Han har spillet jazz i hele sit liv ligesom alle de andre 5 i Royal garden Jazzband. Han begyndte i 1962 som 12-årig på klarinetten i et lokalet band. Senere er tenorsaxofonen kommet til, nemlig i 1978.

Brugs Jazz i Århus
Så blev det til bandet Brugs Jazz i Århus fra 1974 til 1980. Her spillede Brugs Jazz på bl.a. på det legendariske Tagskægget, men samtidig spillede fire oprindelige jazzvenner fra Nørre Nebel, og det gør de stadig.

Fjordbandet med calypso og Djurs Swingband

Ole Fjord Nielsen spiller i mange forskellige sammenhænge. F.eks. i Fjordbandet, hvor han sammen med sin nevø spiller bl.a. calypso. For et par år siden startede så Hyggebandet i Grenå. Det hedder nu Djurs Swingband og spiller mange steder i det østjyske.

Med i Royal Garden Jazzband fra 2020
I 2020 kom han med i Royal Garden Jazzband, hvor han har været 1. afløser i flere år på klarinet og saxofon efter afdøde Per Nørbach.

Opbygge Grenå Gymnasium og nu tid til musikken
I Grenå var Ole Fjord Nielsen en meget populær rektor på Grenå Gymnasium fra 1995 til 2015. Her var han med til at opbygge og udvide gymnasiet.
– Efter pensioneringen har jeg virkelig fået tid til musikken. Det er dejligt. Også at komme med i Royal Garden Jazzband.

Ole Fjord Nielsen er uddannet cand. mag. samfundsfag og historie. Han bor i Grenå.
Telefon 40 43 39 06 – mail: olefjord@gmail.com

 

Bob Ekman – basun
Som mange andre jazzmusikere har Bob Ekman trådt sine musikalske barnesko i et FDF-orkester. Her begyndte han i 1949 og i 1953 kom han med i Peder Most Garden i Svendborg.

Jazz fra 1955
Et par år efter blev det i 1955 også jazzen, der blev spillet på basunen. Først i bandet Butter Beans i Svendborg, så Bent Bays Jazzband, Papa Borre i Strib og Fredericia Intercity Seven.

Senior Service siden 1981
Siden 1981 har det faste holdepunkt i jazzen været det kendte fynske orkester, Senior Service, hvor Bob Ekman stadig spiller. Han kom også med som afløser i Silver Moon og senere fast medlem.

Spiller Båt, Båt
Bob Ekman har dog også spillet i en række andre sammenhænge gennem årene. Bl.a. med den kendte Claus Forchhammer. Her foreslog han, at de skulle spille Båt, Båt. Det vidste Forchhammer ikke lige, hvad var, men det var klassikeren på basun, Ory’s Creole Trombone. – Kan du spille den, spurgte Forchammer. Det kan vi diskutere, når vi har spillet den, var Bob Ekmans svar. Og det kunne han.

Jack Teagarden inspirationskilde
Ory’ Creole Trombone er stadig et af hans favoritnumre, som nu også er kommet på repertoiret i Royal Garden Jazzband. Ikke mindst Armstrongs mangeårige basunist, Jack Teagarden, har været en stor inspiration for Bob Ekmans spil.

Bob Ekman har i en årække været selvstændig erhversdrivende som indehaver i 16 år af Carlsberg Depotet i Faaborg og senere med en forretning med firmagaver. Han bor i Faaborg. Telf. 21 73 57 40 – mail: lisbeth@kaare-ekman.dk

 

Svend Frandsen – piano
Svend Frandsen er ankermanden i rytmegruppen med sit letflydende klaverspil og store kendskab til becifringer. Han sjove påfund og humørfyldte spil er med til at løfte stemningen hos publikum. I stedet for at bruge klaveret, når han skal udfylde et break, kan han godt finde på at bryde ud i sang, eller noget, der ligner.

Dansemusik for at forsøde tilværelsen
– Jeg er autodidakt hele vejen igennem, som han selv siger. Han måtte ikke få et klaver, da han var barn. “Du bliver jo snart træt af at spille alligevel, og så er de penge smidt ud”, sagde hans forældre. Men til sin konfirmation fik han så mange penge, at han selv kunne købe et brugt klaver. Og det har hverken han selv eller for den sags skyld vi andre fortrudt. Han supplerede som helt ung sin løn som journalistelev med at spille bal-musik i alle afskygninger og dannede i 1960 orkestret “Tahiti”, som var et af de mest benyttede danseorkestret i hele Midtjylland.

I mange år var spilleriet derefter lagt i mølpose, bl.a. på grund af et længere udlandsophold.

Har nu spillet uafbrudt i 25 år
For 25 år siden blev klaveret så “taget frem” igen, da han begyndte at spille med det århusianske “MacP’sens Party Band”. Senere startede han et nu mangeårigt samarbejde med musikeren og showmanden H.C. Vartenberg (tidligere Østjydsk Musikforsyning), bassisten Lars Borup og basunisten Botha Christensen fra jazzorkestret Arosia i Århus. Under navnet “De eviggrønne” er bandet stærkt efterspurgt i hovedsagelig Århus-området. Svend Frandsen kom med i Royal Garden Jazzband i 2002.
I sin tid i Silkeborg var han som formand for Silkeborg Jazzklub med til at lægge de første kim til Riverboat Jazzfestivalen. I dag er han formand for Djurslands Jazzklub.

Så han er en af de fremtrædende personer i det midtjyske jazzliv.

Svend Frandsen er journalist og bor i Grenå.
Telf.: 86 32 08 85 – Mail: aarsnes.frandsen@stofanet.dk

 

Flemming Seiersen – bas
Som pianisten er også bassisten autodidakt, men har dog fra tid til anden modtaget undervisning i basspil og harmonier.

Han lægger en solid bund i godt samspil med de to øvrige i rytmegruppen.

Flemming Seiersen begyndte at spille i FDF’s orkester i Nykøbing Mors som 10-årig, og sammen med fem andre FDF-drenge startede han Royal Garden Jazzband i anden halvdel af 1950’erne. Orkestret var husorkester i en af datidens største jazzklubber, Royal Garden Jazz Club, i hjembyen. Efter et par år på bagen vandt bandet en af Storyville’s jazz- og pladekonkurrencer i Århushallen. De unge musikere fik dog aldrig 1. præmien, en pladeindspilning hos de amerikanske styrker i Nordtysklandd, fordi bassisten ikke kunne få fri fra sin læreplads som smed.

En af hans favoritter på bassen er Charles Mingus.

Spillet i Grønland i 25 graders frost
Som journalistelev i 1961 var der ikke tid til musikken, så bassen stod i et hjørne i 23 år, inden den kom frem igen i Lassens Jazzkalas på Fyn. Her spille Flemming Seiersen bl.a. sammen med Royal Garden Jaazzbands afdøde klarinettist Per Nørbach og trommeslager Olav B. Hansen. Det blev til mange spillejobs på Fyn, i Jylland, i Grønland og på Færøerne. Ved siden af spilleriet på Fyn var han medlem af bestyrelsen for Foreningen af Fynske Jazzmusikere og redaktør af foreningens blad. Flemming Seiersen har boet i Grønland i to år. Her spillede han i Malenes Fodvarmere – bl.a. også udendørs til sølvbryllup i 25 graders frost. Det lød ikke godt, men musik skulle der til. Samtidig var han medlem af bestyrelsen for Nuuk Jazzklub.

Royal Garden Jazzband genstartet i 1991
Hjemkommet fra det høje nord genstartede han i 1991 Royal Garden Jazzband.

I dag er Flemming Seiersen den eneste, der er tilbage fra orkestrets start for over 50 år siden.
– Og vi har i dag den bedste besætning, vi nogensinde har haft. Ikke mindst de tre blæsere i front hører til de ypperste i hele landet, siger han

Flemming Seiersen er journalist og bor i Ørsted på Djursland.
Telf.: 40 16 91 22 – Mail: fs@hojgaard-okologi.dk

 

John Tousig – trommer
Ligesom Flemming Seiersen på bas er John Tousig også fra Nykøbing Mors og er den senest tilkomne til orkestret.

Han har ligesom de andre i bandet spillet næsten hele sit liv. I de fleste år med sit swingende trommespil.

2. generation i Royal Garden Jazzband
John Tousig var med i 2. generation af Royal Garden Jazzband. Han startede i FDFs’ orkester som 12-årig på trompet. Spillede senere basun og guitar, inden han gik over til trommerne. Dem trakterede han i Royal Garden Jazzband fra 1962 til 1967 – altså fra året efter Flemming Seiersen rejste fra Nykøbing. John Tousig var derefter i Afrika i to år.

Fra jazz til dansemusik og tilbage til jazzen
Da han returnerede til fødeøen, begyndte han at spille dansemusik. I 1980’erne var han med til at starte Morsø Jazzstøberi (Morsø Jernstøberi var i mange år byens største virksomhed) med byens kendte jazznavne som Jørgen Degn, Hans Colding og Hans Jørgen Sejersen, der i sin tid var en af initiativtagerne til Royal Garden Jazzband og orkesterleder.

Også med i Royal Garden Six
Derefter kom John Tousig med i et nyt orkester bestående af thyboer, nemlig Swingtetten, der stoppede for et par år siden. Royal Garden Jazzklub Mors blev stiftet i 2016 – faktisk en genstart af den gamle jazzklub fra 60’erne – efter forslag fra Royal Garden Jazzband. Her kom John Tousig med i det nye husorkester, Royal Garden Six, hvor han også stadig spiller. Så ligesom de andre i orkestret, der fejrede sit 60 års jubilæum i 2016 – netop i Nykøbing Mors – en rutineret musiker, der har spillet i 60 år. Trods det bandets yngste med sine 71 år. Den ældste er 82, da det her skrives i 2019.

John Tousig er pensionist. Er uddannet teknisk assistent og arbejdede fra 1994 til 2010 som beskæftigelseskonsulent i den daværende Sallingsund Kommune.
Telf. 25 38 08 54. Mail: johntousig@gmail.com

 
Du er her: ForsideOrkestret før og nuMusikernes historie
www.royalgardenjazzband.dk