Royal Garden Jazz Club genstartes?

Bliver Royal Garden Jazz Club genstartet til Kulturmødet 2015?
En af ideerne med, at Royal Garden Jazzband er med på Kulturmødet på Mors i 2015 er et forsøg på at genstarte Royal Garden Jazz Club.

Her var Royal Garden Jazzband fra 1959 husorkester i mange år og tjente penge ind til, at jazz-club’en kunne engagere både uden- og indenlandske topnavne. Det betød, at Royal Garden Jazz Club var den største i landet den gang med over 400 medlemmer.

Med den store interesse der var på Kulturmødet 2014 for jazzen – ikke kun for Royal Garden Jazzband, men også for f.eks. Pierre Dørges New Jungle Orchestra – skulle der være grundlag for at genstarte Royal Garden Jazz Club. Det mener orkesterleder, Flemming Seiersen fra Royal Garden Jazzband. Derfor opfordrer han sammen med chefkonsulenten bag Kulturmødet, Niels Otto Degn, de jazz-interesserede i Nykøbing til at genstarte den gamle jazz-club. Det kunne ske ved, at club’en genåbner for en aften på Kulturmødet 2015, og der så samtidig holdes stiftende generalforsamling i club’en.

Royal Garden Jazzband kan stille med konsulentbistand. Orkestrets pianist, Svend Frandsen, er nemlig på 11. år formand for den succesrige Djurslands Jazzklub i Grenå med næsten 300 medlemmer. Han var sammen med RGJ med til at affyre startskuddet i Grenå til den jazzklub, der i dag lever i bedste velgående. Opblomstringen af jazzklubber har i øvrigt været stor i hele Danmark i de senere år. I dag er der vel et halvt hundrede, efter de fleste måtte lukke for snart 50 år siden, da pigtråds-musikken gjorde sit indtog. Også i Nykøbing Mors. Royal Garden Jazzband spiller i dag i mange af de danske jazzklubber.

 

 


← Alle Nyheder

Du er her: ForsideNyhederRoyal Garden Jazz Club genstartes?
www.royalgardenjazzband.dk